Trustpilot
Trustpilot

5 sommertips til hesteejere: Giv hesten en god sommer

Sommer og sol er skønt, men det varme vejr kan desværre øge risikoen for dehydrering, overophedning, flåtbid og hovproblemer. Du kan som hesteejer tage dig nogle forholdsregler, så her får du fem enkle tips til at hjælpe din hest trygt igennem sommermånederne.

1. Sørg for, at din hest får rigeligt med vand

Det er vigtigt, at din hest får tilstrækkeligt med vand, især når det er varmt. Sørg for, at din hest altid har adgang til frisk vand, og tilbyd gerne ekstra vand efter rideture – og evt. også undervejs – for at undgå dehydrering.

2. Planlæg dine rideture

Det er en god idé at tage hensyn til varmen, når du planlægger dine rideture. Prøv at undgå de varmeste timer på dagen, og sørg for at ride i skyggefulde områder, hvis det er muligt. Husk også at tjekke din hests puls og vejrtrækning undervejs for at sikre, at den ikke overopheder.

3. Husk skygge til din hest

Når din hest er på fold, skal den have adgang til skygge på solrige dage. Et læskur er den mest optimale løsning, når du skal skabe skygge, men en gruppe træer eller et solsejl kan også bruges. Alternativt kan du lade din hest være inde i stalden midt på dagen, hvor solens stråler er stærkest – og i stedet sætte den på græs i de tidlige morgentimer eller ved aftenstid.

4. Hold øje med flåter

Forår og sommer er højsæson for flåter i den danske natur. Din hest vil være mere eksponeret for flåtbid, når den kommer på fold, og derfor er det en god idé at du dagligt undersøger den for kryb og kravl. Flåter er dog mest almindelige i skovområder, krat, moser og fugtige enge, så gå også gerne hesten efter, når I har været på ridetur her.

Hvis du opdager en flåt på din hest, skal du fjerne den hurtigst muligt. Det kan du gøre ved hjælp af en flåttang eller en pincet. Selvom flåten er fjernet, skal du holde øje med din hest og dens adfærd. Er der de mindste tegn på sygdom, f.eks. feber, stivhed, træthed eller manglende appetit, skal du kontakte en dyrlæge hurtigst muligt.

5. Vær opmærksom på hovene

Om sommeren vokser hestens hove hurtigere, og derfor bør intervallerne imellem beskæring være mindre. Derudover er det almindeligt, at hovene bliver tørre og revner i varme perioder, hvorfor der kan være behov for at tilføre dem fugt, men endelig ikke for meget.

Læs mere om hovpleje i artiklen her – Guide: Sådan plejer du hestens hove.